KRABBES GRØNNE RING
SKATTEJAGT
Tag på dyrejagt og find de skjulte dyr i skoven. Tre steder i Krabbes Grønne Ring kan du finde egern, ugler, spætter og rovfugle. Altså ikke levende, men dyr der ligner de rigtige, og som er placeret 4-5 meter over jorden.
De er placeret tæt ved stien tre forskellige steder. Ved Halvmånen, ved Mamrelund og ved Djævleøerne. Der er 10 dyr gemt hvert sted, på en strækning over cirka 100 meter.
Der er placeret et infoskilt lige mellem det første og det sidste dyr…
God jagt – og god fornøjelse.
Hvor finder jeg dyrene?
På kortet fremgår det, hvor du kan finde dyrene, så du har en idé om, hvor jeres skattejagt skal begynde. Måske starter I ved Halvmånen, hvor uglerne kigger ned fra trætoppene – eller måske vælger I Mamrelund, hvor spætter og rovfugle gemmer sig i det grønne. Uanset hvor I begynder, venter der jer en hyggelig og aktiv tur med masser at kigge efter. Husk at kigge både op og frem – dyrene er godt camouflerede og sidder højt! Kortet hjælper jer med at finde de tre områder og giver et overblik over, hvor de skjulte dyr er placeret. Klar, parat – dyrejagt!
Test din egen springkraft i Arena Parken!
Ved stien i Arena Parken kan du prøve kræfter med “Spring med dyrene” – her kan du se, hvor langt nogle dyr kan hoppe… og forsøge at gøre dem kunsten efter!
Kan du hoppe lige så langt som en ræv? Eller måske en hare?
Det er sværere, end du tror – dyr kan hoppe imponerende langt!
Men mennesker kan også noget: Verdensrekorden i længdespring er hele 8 meter og 95 cm!
Hvor langt kan du hoppe?
Yderlige information om “dyrejagten” i Krabbes Grønne Ring
Mange besøgende i Krabbes Grønne Ring, har bemærket nogle dyr i træerne. Dyr som ikke bevæger sig og som kan være svære at få øje på. Der er placeret 30 dyr, tre forskellige steder i den gamle del af Krabbes Grønne Ring. Det er egern, ugler, spætter og rovfugle højt oppe i træerne.
Det er lavet i samarbejde med Silkeborg Kommune og Nordea Fonden. Det er et af mange forsøg på at få endnu flere børn og børnefamilierne ud at bevæge sig i naturen, og samtidig få nogle sjove oplevelser.
Der er opsat informationsskilte, der forklarer hvad det går ud på. På skiltene kan man samtidig se, hvor der er legepladser, madpakkehuse, fugletårn, minigolf og frugthaver i og omkring Krabbes Grønne Ring. Også det nyeste påfund, “Hop med dyrene” i Arena Parken er markeret.
Djævleøerne
Området i forlængelse med byens gamle campingplads kaldes fra gammel tid for “Djævleøerne”. Her var vandet opdæmmet, og der var mange små “øer” i form mægtige græstuer. Områdets bønder havde græssende køer her i slugten, og græstuerne lokkede kreaturerne ud i det dybe og sumpede vand. Når kreaturerne til tider sad fast i mudderet og skulle bringes i sikkerhed, var det jo naturligt at benævne dem for “De djævelens øer”, som i folkemunde blot blev til Djævleøerne.
I 1968 blev Grønningen og viadukten under denne etableret for at føre den tunge trafik uden om byens midte. Viadukten var fra starten tænkt som en mulighed for at udvide Ringens stisystem gennem Niels Dyhrs Mark.
Mamrelund
Et andet sted man kan tage på “dyrejagt”, er ved “Mamrelund”, som er en del af den oprindelige Krabbes Grønne Ring, der blev påbegyndt i 1889. Her i dalen nord for Vestergade lå engang, tilbagetrukket fra vejen, et kønt gammelt bindingsværkshus. Her boede tækkemand Søren Abraham Sørensen, kaldet Abraham. Derfor blev området i folkemunde døbt Mamrelund.
Efter hans død købte og istandsatte turistforeningen huset. Det blev herefter laughus for håndværkerne, og senere overtog spejderne det. Huset nedbrændte 12. september 1956. Uheldigvis var brandvæsenet på øvelse i Nørskovlund og nåede ikke frem i tide. Huset blev ikke genopbygget.
Fra Mamrelund fortsætter Dalen gennem Anlægget frem til den oprindelige hovedvej mellem Viborg og Silkeborg (Nørregade), som blev anlagt af Enrico Dalgas i 1857.
Halvmånen
I 1912 byggede murermester Chr. E. Mogensen Halvmånen, som blev et yndet udflugtsmål. Her var borde, bænke og en flagstang, og der blev flaget på nationale flagdage. Om vinteren blev skrænterne mod nord brugt som kælkebakke.
For nogle år siden fik Kjellerup Lokalråd etableret en ny bænk ved Halvmånen.