Hvert år i sensommeren fejrer vi glæden ved håndarbejde med en broderidag på Museum Silkeborg Blicheregnen. I år er det onsdag 14. august.
Traditionen tro sætter museet dagen af til broderi i hyggelige rammer. Man kan komme og gå i de timer, man nu har lyst og lejlighed til, og alle kan være med. Hvad enten du er nybegynder eller ekspert, så får du en dejlig dag sammen med andre, der holder af det fine kunsthåndværk.
Vi inviterer en dygtig kunsthåndværker til at stå for indholdet, som præsenteres ved en kort introduktion og igen i år er vi så heldige, at Renee Heegaard Jespersen har takket ja. Det er en hyggelig dag i skønne rammer, men ikke en decideret workshop.
Vi sidder i museets have og på gårdspladsen eller i kaffestuen alt efter, hvad vejret tillader. Du kan medbringe dit eget broderi, eller købe et broderikit hos Renee på dagen.
Temaet for sensommerens broderidag er broderi og applikation. Vi skal med afsæt i arkitekt og kunsthåndværker Thorvald Bindesbølls organiske formsprog og farvevalg brodere tasker i filt med bøjlelås. Deltagerne kommer til at skabe deres egne helt unikke tasker i udvalgte farvekombinationer. Deltagerne skal medbringe lille papir- & stofsaks.
Kittet koster 160 kr. og skal afregnes direkte med Renee Heegaard fra Tekstilvaerkheegaard.
Pladserne bliver optaget efter-først-til-mølle-princippet, så kom i god tid, hvis I vil sidde sammen. Der er pladser både ude og inde.
Husk tilmelding på et af nedenstående hold:
Hold 1: Kl. 14.00-17.00
Hold 2: Kl. 17.00-21.00
Hold 3: Kl. 14.00-21.00
Pris for deltagelse: 70 kr. pr person
(alm. entré a 50 kr, inkl. kaffe/te ad lib., uden forplejning og broderikit)
Det er muligt at købe øl/vand i museumsbutikken.
Selve arrangementet er gratis, men der skal evt. påregnes udgifter til broderikit, som afregnes direkte med Renee på dagen.
Tilmelding til arrangementet senest 13. august på www.museumsilkeborg.dk.