𝗢𝗽𝗹𝗲𝘃 𝗟æ𝗿𝗸𝗲 𝗞𝗹ø𝘃𝗲𝗱𝗮𝗹 𝗳𝗼𝗿𝘁æ𝗹𝗹𝗲 𝗼𝗺 𝗯𝗼𝗴𝗲𝗻 “𝗦ø𝗺æ𝗿𝗸𝗲” 𝗶 𝘀𝗮𝗺𝘁𝗮𝗹𝗲 𝗺𝗲𝗱 𝗳𝗼𝗿𝗺𝗶𝗱𝗹𝗲𝗿 𝗔𝗻𝗻𝗲 𝗝𝘂𝘂𝗹 𝗔𝗻𝗱𝗲𝗿𝘀𝗲𝗻.
“Sømærke” er en poetisk og usentimental erindringsfortælling, der undersøger, hvad og hvem der former os – på godt og på ondt. Om at være barn af eventyrere og idealister, men savne kort og kompas til virkeligheden.
Lærke vokser op med et berømt efternavn og en familie i evig bevægelse. Hun har ni sted- og halvsøskende, men føler sig mest som enebarn. Hendes far sejler på verdens syv have og fylder meget, selv om han findes meget lidt i Lærkes liv. Hendes mor flytter i kvindekollektiv i en flække i Thy og senere sammen med en ny mand. Den unge Lærke kan hverken finde sine ben i provinsens ungdomsliv eller i sin fars storfamilie af larmende eventyrere. Først da hun flytter til København, lander hun i et liv, der føles som hendes eget.
Gennem en række krydsklip mellem opvækst og voksenliv, Vesterhav og storby, sansning og refleksion tegner “Sømærke” et ømt og nøgternt generationsportræt. En stærk og rørende dannelsesberetning om rastløshed og længslen efter at finde et ståsted. Og om at turde møde dyb, varig kærlighed, når man er vokset op med idealet om stormfuld og forbigående forelskelse.
Lærke Kløvedal er født i 1978 og uddannet filmproducer og journalist. Hun er madanmelder på Politiken og vært på portrætprogrammet “Det sidste måltid”. Hun bor på Amager med sin kæreste og deres tre sammenbragte drenge.
Arrangementet afholdes i samarbejde med Kjellerup og Omegns Valgmenighed.