
Blicheregnens Museumsforening inviterer alle interesserede med på årets hyggelige sensommerudflugt lørdag den 19. september 2026. Turen går til både det nye SMK Thy i Doverodde og Thisted Museum, hvor deltagerne får en særlig oplevelse med museumsleder Jytte Nielsen, der stammer fra Thorning.
Første stop er SMK Thy – Statens Museum for Kunsts nye afdeling i Doverodde, som åbnede i 2025 efter en nænsom ombygning af de historiske bygninger. Her kan deltagerne gå på opdagelse i eget tempo og opleve de aktuelle udstillinger Levende Landskaber og Frøsamlerne.
Efter en fælles frokost går turen videre til Thisted Museum. Her tager museumsleder Jytte Nielsen imod og fortæller om sin vej fra opvæksten i Thorning til jobbet som museumsleder i Thy. Deltagerne får en rundvisning på museet, hvor de både kan opleve de faste udstillinger og særudstillingen LÆ – træernes Thy. Besøget afsluttes med kaffe og kage, inden bussen vender hjem mod Midtjylland.
Bussen kører fra Mosaikken i Kjellerup kl. 8.30 med opsamling i Thorning kl. 8.45. Hjemkomst forventes kl. 16.15 i Thorning og kl. 16.30 i Kjellerup.
Prisen er 225 kroner pr. person og inkluderer buskørsel, entré til begge museer, sandwich, én øl eller sodavand samt kaffe og kage.
Tilmelding skal ske senest den 1. september 2026 til Pia Lundstrøm på e-mail pia_lundstroem@hotmail.com eller telefon 28 44 36 99. Betaling sker senest samme dato via MobilePay til 40 11 71.
Museumsforeningen glæder sig til en dag med kunst, kultur, gode fortællinger og hyggeligt samvær.